mandag den 26. maj 2014

Chokolade- og peanutbutterproteinbarer


De lækreste, hjemmelavede proteinbarer!!! De er super snaskede og farligt vanedannende... Jeg kommer ofte til at spise en hjemmelavet proteinbar, når jeg bliver lækkersulten, selvom det slet ikke er derfor, jeg har lavet dem. Barerne indeholder både masser protein og gode kulhydrater, der hjælper musklerne med at restituere efter træning. 
Pga. disse proteinbarers våde konsistens er man nødt til at overtrække dem med enten chokolade, nødder, hørfrømel eller andet, der gør det muligt at holde en proteinbar i hånden, uden man får snask ud over det hele... På billedet har jeg dækket proteinbarerne med hakkede cashewnødder, og det smagte skønt. 



Ingredienser (12-14 stk. så vidt jeg husker)
280-300 g peanutbutter (eller andet nøddesmør) - jeg foretrækker crunchy, da jeg elsker de små knasende nøddestykker!
2,5 dl mælk
130 g honning
4,5-5 dl fintvalsede havregryn (mærk efter konsistensen)
170 g valleproteinpulver (jeg bruger den fra Matas med 81 % protein i tørstof)
1 vaniljestang
evt. hakkede nødder, hørfrømel, masser mørk chokolade eller andet til overtræk

Fremgangsmetode
Beklæd et fad (ca. 15 x 25) med bagepapir.
Flæk vaniljestangen på langs og skrab kornene ud. Kom 1 tsk. af honningen på et spækbræt og knus vaniljekorn og honning med den flade side af din kniv, til vaniljekornene er fordelt i honningen. Bland peanutbutter/nøddesmør, honning, vanilje og mælk i en skål, til det hele er rørt godt sammen. Tilsæt valleprotein og 4,5 dl fintvalsede havregryn og ælt massen med dine hænder. Tilsæt evt. mere havregryn, hvis konsistensen er for flydende. 
Fordel proteinmassen i fadet og stil det i fryseren, mens du vasker op. 
Efter ½-1 times tid kan du tage fadet ud af fryseren og skære barerne i passende stykker og overtrække med nødder, hørfrømel, chokolade eller, hvad du nu foretrækker. (min favorit er en god chokolade 70+ ;-))

Åh, det grisser forfærdeligt...



Ingen kommentarer:

Send en kommentar